Professionel hjælp til dine mål - Artlab indbyder til Lab Nights

Lab Night er din mulighed for at arbejde videre med dine egne projekter og få professionel hjælp til at nå dine mål – tekniske, kunstneriske eller personlige.

Lab Night 1: PR og markedsføring - d.29.10. kl.15-21
Skal du have lavet en hjemmeside? Vil du vide mere om hvordan du bedst bruger Facebook, MySpace eller Twitter til at markedsføre din musik? Hvad med dit pressemateriale? Ser det godt nok ud eller har det brug for et grafisk makeover? Er dine pressetekster skarpe nok - kunne du tænke dig at få friske øjne til at se på dem? - Eller kunne du bare tænke dig, at netværke med andre musikere, der også er i gang med at markedsføre sig selv?
Lab Night er din mulighed for at arbejde videre med PR og markedsføring på dit eget projekt og få professionel hjælp til at komme videre.

Lab Night 2: Projektværksted - d.5.11. kl.15-21
Som freelance musiker er du vant til at arbejde projektrelateret. På Lab Night 2 – projektværkstedet får du redskaber til at få det meste ud af dit nuværende og dine fremtidige projekter.
Hvordan kommer du videre med dit projekt? Hvordan motiverer du dig selv? Hvordan motiverer du andre? Har du selv helt styr på rammerne for dit projekt? Kan du beskrive det fyldestgørende overfor evt. samarbejdspartnere, sponsorer, modtagere ell. lig.? Og hvad med finansieringen? Hvor søger du penge? Hvordan ser den gode legatansøgning ud? Hvad skal den indelholde? Du kan også skrive dig op til individuel coaching på dit projekt.

Lab Night 3: Musikproduktion/lyd – d.8.12. kl.15-21
Hvem hjælper dig videre med musikproduktion efter det regulære kursus er slut? Når nu du har lært det grundlæggende indenfor Logic eller Pro Tools, kan du få brug for at stille de spørgsmål, som du render ind i undervejs når du producerer musik. Få feedback på dine produktioner både med en teknisk og en kunstnerisk vinkel. Hvordan var det lige en kompressor virkede, og hvordan laver jeg den fedeste live-tromme-lyd? Dette er nogle af de emner du kan få hjælp med på Lab Night 3 Musikproduktion/lyd. Du behøver dog ikke at have spørgsmål for at dukke op. Tag din laptop under armen og vær med til elektronisk jam med Mikkel Benn.

Sted: Artlab, Nørrebrogade 66D, 2.tv.
Pris: 150 kr.
Tilmelding: shatdmf [dot] dk
Spørgsmål: ppatdmf [dot] dk